Jeg forstår ikke helt hvad værdien ved at tro på faktuelle påstande uden for fornuftens rammer er. Nogle ting så som smag, præferencer og identitetsfølelse ligger uden for fornuft, men er også i langt højere grad en påstand om ens indre liv. Guder og overnaturlige hændelser er der imod oftest påstande om en delt virkelighed, her ser jeg ikke rigtig værdien af at bryde med fornuften, men ser flere ulemper såsom religiøse konflikter, modstand mod evidens baseret medicin og homofobi informeret af religion.
Kunne du uddybe hvilke fordele du ser og om du selv begrænser det til beste emner og hvis du gør, om det er samme afgrænsning som jeg nævner eller en anden?
Det lyder for mig næsten som om du er ligeglad med om hvad du tror om verden er sandt eller ej. Er det sandt eller misforstår jeg dig? Hvis der ikke rigtig er bestemte domæner denne fornuftfrie tro er begrænset til, er der så i din mening nogen måde at bedømme om en tro er bedre end en anden? Er det for eksempel lige godt at tro jorden er rund som det er at tro den er flad? Det lyder til at du er enig i at tro kan have konsekvenser der bedre eller værre end en anden tro, spiller det en rolle i hvor god eller respekteret en tro er i din mening?
Og så et lille sidespørgsmål: du bruger ordet “åndelige”, hvad mener du med det? Jeg hører det ofte brugt, men jeg synes ofte det bliver brugt med forskellige og lidt vage betydninger, så jeg er aldrig helt sikker på hvad der menes med det i en given samtale.
Jeg synes ofte at de eksistentielle og følelsesmæssige grunde til at tro på en gud eller religion begynder at bevæge sig op mod det fornuft og evidens begrundede. Ofte er der en form for metafysisk argument eller følelse som tilskrives og agerer bevis for personen selv hvis ikke over for omverdenen. Oplever du også det og/eller er det eksitientielle og følelsesmæssige du snakker om spareret fra dem hvor det gør sig gældende?