Så tanken er at der ikke skal lukkes flere ind på STEM linjerne, fordi vi skal bruge flere pædagoger, lærere og sygeplejesker. Men hvordan går man fra at ville være ingeniør til at ville være pædagog? Der er i min optik ret meget forskel på at ville arbejde i et stille kontormiljø med naturvidenskabelige metoder, til at arbejde i en støjende børnehave med mennesker.
Hvis vi bare lige for sjovs skyld antager at dem der så ikke kom ind som ingeniør i år, vælger at tage en pædagog uddannelse i stedet. Hvorfor tror vi at de ville være gode pædagoger? Eller sygeplejesker? eller hjemmehjælpere? Meget motivationsteori bygger på at du i forvejen skal have en form for interesse for dit arbejde, for at være motiveret til at gøre det godt. Så hvorfor tror vi at en der er interesseret for naturvidenskab, pludselig vil kunne gøre det godt i et arbejde med mennesker?
Det er en forkert måde at prøve at skabe arbejdskraft i de menneskelige fag. Først skal i opbygge interessen, som i i mange år desperat har prøvet at gøre i STEM fagene, derefter kan i prøve at justere kvoterne. Alt andet resulterer i bedste fald i en flok unge mennesker der ikke får en uddannelse, og i værste fald i en flok unge mennesker der arbejder med noget de hader, gør et dårligt stykke arbejde, og går ned med stress og depression som 30 årige fordi de hader deres liv.