Min kæreste er med i noget special-indsats til de klasser i kommunen der har behov for det. Et team med psykologer og lærere og pædagoger der rejser rundt på skolerne. Ikke special-klasser, men almindelige klasser med uoverskuelig uro, hvor lærerne har brug for hjælp til at bryde ud af en dårlig spiral. De beretter om børn i de helt små klasser der slet ikke kan regulere sig selv. Fx om elever i børnehaveklassen der afbryder en skoleleder så meget under hans velkomsttale ved skolestart at han ikke kan fuldføre talen som han havde tiltænkt. Det er fagpersonale med meget erfaring, og de har aldrig set så meget uro tidligere. For at gøre noget meget komplekst meget kort, så starter det her problem før skoletiden. Vi har talt meget om emnet derhjemme og lidt simpelt vi har kogt det ned til at børn idag simpelthen ikke lærer bare at “være med”. Er der det mindste uro får de stukket en telefon med gurli-gris i hånden på restauranten, når man er med storebror til fodboldkamp, når man “slapper af” derhjemme. Jeg ser det overalt. Selv i supermarkedet når der handles, sidder et barn og glor på mors telefon i stedet for at være med og være mentalt tilstede i situationen. Hele tiden er der larm og påvirkninger fra skærme og barnet er altid “center-of-attention” i sin egen verden. De keder sig aldrig og lærer simpelthen ikke at indgå i en gruppedynamik i samme grad som tidligere. Jeg er overbevist om at det massive bombardement af underholdning som børn udsættes for idag, skaber den slags opførsel som de slås med i skolen nu.