Der er noget bizart ved at se influencerbranchen kalde på strengere regler, mens den samtidig lever af at bøje virkeligheden. Det er ikke, fordi Christina Sander eller Matilde Trobeck gør noget ulovligt. Det er, at hele forretningsmodellen bygger på følelsesmæssig iscenesættelse – og når så virkeligheden svarer igen, råbes der “shitstorm”? Berettiget?

Lad os være ærlige: Det her handler ikke bare om moral. Det handler om magt og imagekontrol. Altid. Især på de medier vi alle her er imod, hvor man fanger algoritmer.

Vi lever i en tid, hvor grænsen mellem menneske og mediekanal er udvisket. Influencere er både privatpersoner og virksomheder, og de opererer i en digital gråzone, hvor “autenticitet” er markedsført følelseskapital. Den der grådige cocktail af reklame, livsstilsråd og “jeg deler bare mit liv”-vibes er designet til at fremstå nærværende og ægte – men i praksis er det kurateret content, ofte med et mål: følgere, engagement, profit. Lander i morgen nær dig 'Tudekiksen By Meta'

Når man så får kritik – ikke bare fra medier, men også fra almindelige mennesker – så er reaktionen ofte performativ sårbarhed: tårer, forklaringer, “jeg ville bare være ærlig”. Og det virker. Sander voksede i følgere efter sin færgekritik. Ikke på trods af, men på grund af stormen.

Samtidig udtrykker hun ønske om etiske regler, bl.a. at man bør informere en virksomhed før man kritiserer dem. Det lyder pænt. Men det er jo netop det medierne allerede gør under pressenævnets regler. Influencere vil gerne høste mediemagtens frugter – uden at bære dens ansvar. Det er som at ville være både mikrofonholder og frontfigur – og få likes for det hele.

Analyse.. Jeg blev nød til det.!

– Influencere er ikke reguleret som medier. Men de kan få enorm dagsordensmagt – flere følgere end aviser har læsere. Det jo en vanvittig vild magt. – Der findes et nyt influenceretisk nævn, men det har ingen sanktionsmuligheder, og retningslinjerne er frivillige. – Flere shitstorms handler ikke om lovbrud, men om moralske gråzoner (assistenter, bøger, færger, babyer). – Reaktionen fra medier og borgere kommer, fordi influencerens rolle ofte ikke er transparent: Er du et menneske eller en reklame? En samfundsdebattør eller en salgsprofil? Begge?

Vi skal turde sige det højt: Når man vælger en rolle, hvor ens liv er en platform, og hvor ens stemme bliver til en forretning – så kommer der et ansvar. Ikke juridisk nødvendigvis. Men et etisk, kommunikativt og demokratisk ansvar.

Ikke for at tage taletiden – men for at minde om, at magt uden modspil bliver til spin.

Rant over.